Dansk-Asiatisk SMV netværk

Projektet vil styrke dansk eksport til vækstmarkeder i Sydøstasien gennem opbygningen af et lokalt fokuseret dansk-asiatisk erhvervsnetværk.

Danmark har en lang historik med handel i Asien. Særligt ses Sydøstasien som et marked i betydelig vækst, hvor dansk eksport til Thailand, Malaysia, Vietnam, Filippinerne og Indonesien i dag kun udgør 1,2 %. På trods af en Corona-pandemi forventes der en økonomisk vækst på 5% på vækstmarkerne i Sydøstasien. Der ligger således et uforløst potentiale, som kan realiseres ved at teste nye metoder til at hjælpe SMVere hurtigere og mere omkostningseffektivt ind på nye internationale markeder.

Projektets formål er at styrke danske SMVers adgang til og succes på de fem sydøstasiatiske målmarkeder. Det skal ske ved at opbygge, forbinde og mobilisere et forenet netværk af danske erhvervsfolk i Asien, der kan hjælpe de danske SMVer med at få fodfæste på det lokale marked. 50 eksportparate virksomheder deltager i forløbet.

I projektets første fase opbygges – og konsolideres – et dansk-asiatisk erhvervsnetværk gennem en kortlægning og rekruttering af danske ressourcepersoner, handelskamre og SMVer i Asien, som ønsker at tage del i netværket og potentielt kan agere sparringspartnere for danske virksomheder, der vil starte eller øge deres eksport til Asien.

I projektets anden fase udvikles en ny behovsrettet model for erhvervsdelegationer. Målet med den nye model for erhvervsdelegationer er at hjælpe virksomhederne med konkret at afsøge markedet, potentielle partner og kunder via matchmaking med allerede etablerede danske erhvervsfolk i markedet og lokale eksperter.

Det nye dansk-asiatiske erhvervsnetværk og model for erhvervsdelegationer skal munde ud i et roadmap til danske virksomheders internationale markedsekspansion, hvor de kosteffektivt og med lav risici kan afdække nye forretningsmuligheder og etablere forretningsforbindelser i et eller flere af de fem fokuslande. I sidste ende skal projektet øge dansk eksport til Sydøstasien.

Projektet henvender sig til eksportmodne danske SMVer baseret i Danmark.

PROJEKTET

Projektnavn:
Dansk-Asiatisk SMV netværk

Projektejer:
Asia House

Tid:
2021-2023

Støttet med:
4,3 mio. kr.

PROJEKTPARTNERE

Projektet udføres af Asia House i samarbejde med en række aktører.

KONTAKT

Projektejer
Susanne Rumohr Hækkerup
Direktør
Asia House
35 26 56 11
srh@asia-house.dk

Projektleder og kontaktperson:
Mikkel Beyer Mogensen
Project Manager
60 56 02 11
mbm@asia-house.dk

Projektansvarlig Industriens Fond:
Brian Christensen
Projektleder
33 37 62 05
bc@industriensfond.dk