Fra startup til etableret virksomhed  

Dansk erhvervsliv har gennem tiden fostret store, banebrydende industrikoncerner, der i dag bidrager med velstand og arbejdspladser på tværs af landet. Men udviklingen er gået i stå, og det er mange år siden, Danmark har udklækket en ny industrigigant med over 1000 ansatte.

Til trods for, at Danmark ofte fremhæves for sin innovationskraft, sine stærke videns- og forskningsmiljøer og et uddannelsessystem, der langt hen ad vejen har fokus på kreativitet og nytænkning, når alt for mange lovende startups ikke skaleringsfasen. Og hvis de gør, rykker de til udlandet, når de for alvor får luft under vingerne. Den udvikling skal vi vende.  

For det er ikke innovationskraft, vi mangler. Danmark har et stærkt startupmiljø. Problemet er, at de store potentialer alt for sjældent går hele vejen fra ide til marked. Og det vil vi handle på. For dansk konkurrenceevne er afhængig af, at vi bliver bedre til at kommercialisere de gode ideer og omsætte dem til værdiskabelse til gavn for hele samfundet. 

Fra potentiale til produkt  

Det er i danske virksomheder, at fremtidens globale løsninger kan og skal skabes. Vi kan levere de teknologiske løsninger, der skal til for at afhjælpe forsynings- og energiproblemer – vi har tidligere vist vejen på vind- og energieffektivitet.   

I Industriens Fond arbejder vi aktivt for at skabe de bedste betingelser for fremtidens produktionsvirksomheder. Vi har her et særligt fokus på at styrke de danske tech-økosystemer, bygge bro mellem startupmiljø, vidensinstitutioner og de etablerede virksomheder samt stimulere et internationalt mindset allerede i startupfasen.  

Derudover arbejder vi tematisk med produktionsiværksætteri inden for områder, der har særlig samfundsmæssig betydning og potentiale for dansk konkurrencekraft. Det er fx energiteknologi, grøn omstilling, sportstech og healthtech.  

It takes a village…  

Et gammelt ordsprog lyder ‘it takes a village to raise a child’. Det samme kan siges om især viden- og teknologitunge virksomheder. Deres hjul er tunge at rulle ud på markedet – til gengæld skaber de flere jobs og større omsætning, end startups i gennemsnit gør. En stor del af arbejdet ligger i samarbejdets kunst. For at rulle hjulene ud på markedet og skabe en forretningssucces, skal der flere til at skubbe bagpå, herunder investorer og rådgivere – og dem skal iværksættere forstå at spille sammen med.  

For at styrke netværket og samarbejdet omkring de lovende startups, står vi bl.a. bag projektet Åbent Entreprenørskab, der skal imødekomme den ubalance, der opleves, mellem den høje kvalitet af viden, der udvikles på danske universiteter og niveauet for viden- og teknologioverførsel til danske virksomheder. Projektet opretter små, decentrale business units på de danske universiteter, hvor erfarne iværksættere og entreprenører fra eksisterende virksomheder kan omsætte teknologisk forskning til værdiskabelse og konkurrenceevne.  

Rygstød til dansk tech-iværksætteri  

Med projekterne Danish Tech Challenge, Greenup Accelerator og Digital Energy Hub sætter vi ind der, hvor potentialet er størst. Danish Tech Challenge er Danmarks eneste hardware accelerator: Et ambitiøst vækstforløb målrettet teknologitunge startups. DTC går nu ind i sin 9. sæson og har en imponerende track-record med i bagagen: 160 hardware-startups har indtil nu deltaget. Heraf eksisterer 93 pct. stadig, og de har tilsammen rejst 1,2 mia. kr. i investeringer og skabt over 1000 job.  

Grøn teknologi i verdensklasse

Med GreenUP Accelerator booster vi nøje udvalgte grønne startups, der med højteknologiske CO2-reducerende teknologier og produkter imødegår globale klimaforandringer. Programmet er et rygstød til de mange, lovende virksomheder, der her klædes på til mødet med markedet og vedvarende vækst – også uden for Danmarks grænser.  

Med Digital Energy Hub vil vi skabe nye vækstvirksomheder inden for digitale, intelligente energiløsninger. Det er løsninger, der bl.a. skal sikre øget sektorkobling i forsyningssektoren, så energien fra vind og sol udnyttes bedst mulig – mens udsving i elnettet minimeres. Projektet vil også arbejde med Power2X-området, der gør det muligt at lagre vedvarende energi i fx brint.  

Vi står et godt sted, og danske virksomheder kan spille en nøglerolle i udviklingen af konkrete løsninger, der kan hjælpe grøn omstilling på vej globalt. Men det kræver, at vi holder hastigheden og innovationsniveauet oppe. For den globale konkurrence om at levere nye, bæredygtige løsninger er hård – og vil kun blive intensiveret i fremtiden.   

Det er dog langt fra givet, at dansk erhvervsliv fortsat vil være i front. Den internationale konkurrence om at levere ressourceeffektive løsninger bliver hårdere, og danske virksomheder på området er ikke så langt fremme, når det handler om at udnytte de digitale muligheder til at skabe nye løsninger som ønsket.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.