Produktionsvirksomheder skal udvikle sig yderligere

09.01.2020

Nyt projektsamarbejde skal sætte turbo på forretningsudviklingen og øge konkurrenceevnen hos mindre produktionsvirksomheder i Danmark.

Dansk Produktions Univers og Industriens Fond har indgået et nyt samarbejde, der skal løfte konkurrenceevnen i mindre danske produktionsvirksomheder. Blandt andet med fokus på teknologiimplementering og innovation.

Mange af de ting som DKPU gør i dag, fungerer rigtig godt og hjælper virksomheder på rette vej. Men vi ser gerne, at endnu flere får gavn af de muligheder, som Dansk Produktions Univers tilbyder og derfor fyrer vi nu yderligere op under kedlerne med henblik på at gøre konkurrenceevnen større i endnu flere virksomheder,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, der har bevilliget næsten 2,4 mio. kroner til de kommende års videreudvikling af Dansk Produktions Univers' indsats, der i dag særligt har fokus på mindre produktionsvirksomheder i Jylland.

Projektmidlerne fra fonden kommer til at understøtte nogle af de aktiviteter, som i dag gennemføres i regi af Dansk Produktions Univers. Men der tages også initiativ til nye tiltag, der gør at Dansk Produktions Univers kan række endnu længere ud til de danske produktionsvirksomheder og tilbyde en bredere vifte af produkter og services inden for blandt andet automatisering, digitalisering, procesoptimering, design, kommunikation og bæredygtighed.

Vi ser samarbejdet med Industriens Fond som et kæmpe skulderklap. De projektmidler som vi modtager giver os et enormt rygstød til vores videre arbejde med målgruppen. Det er vores erfaring når vi snakker med målgruppen, at de har behov for en mere praktisk tilgang til deres udvikling. Lige på det punkt er vi superskarpe. Den rådgivning vi tilbyder, er uvildig og samtidig har vores rådgivere selv fingrene nede i maskinrummet. Det gør at vi kan tilbyde noget helt unikt til virksomhederne,” fortæller Claus Højgaard, der er direktør for Dansk Produktions Univers, og peger på, at høj faglig viden kombineret med en håndgribelig og praktisk tilgang, er med til at bane vej for implementeringen af nye teknologier og tiltag i virksomhederne:

Vi kommer for eksempel til at gennemføre en række screeningforløb i virksomhederne. Screeningerne skal afdække virksomhedernes parathed inden for digital omstilling og automatisering og give virksomhedsejerne overblik over, hvilke optimeringer og udviklingsforløb, der vil have den største positive indvirkning på deres virksomhed.

Som en del af det nye samarbejde vil Dansk Produktions Univers også fungere som en stærk og kyndig formidlingskanal for den viden der i dag findes i Industriens Fonds projektportefølje. Med erfaringerne fra Dansk Produktions Univers' øvrige arbejde og aktiviteter in mente, kan ny viden og teknologi gøres mere praktisk tilgængelig for virksomheder, ved at komme i hænderne på Dansk Produktions Univers. Det gøres blandt andet gennem direkte kontakt med enkeltvirksomheder, men der vil også blive afholdt temadage, der skal præsentere nye teknologier til virksomhederne og inspirere dem til selv at implementere dem.

Derudover oprettes faglige netværk til eksempelvis produktionsledere, så de kan trække på hinandens erfaringer inden for drift og implementering af nye processer og teknologier. Som yderligere et vigtigt element i det nye samarbejde, skal Dansk Produktions Univers arrangere praktik og projektforløb til gavn for både virksomheder og studerende.

Læs om projektet

Det nye initiativ skal særligt hjælpe mindre danske virksomheder med at udvikle forretningen og udnytte nye teknologier.

DKPU

Dansk Produktions Univers (DKPU) arbejder med forretningsudvikling i danske produktionsvirksomheder.

KONTAKT

Spørgsmål vedrørende det nye projekt kan stilles til Industriens Fonds sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Mobil: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk