Kan blockchains effektivisere byggeriet?

20.11.2019

Nyt projekt skal undersøge anvendeligheden af blockchain-teknologien i byggeriet.

Det er nok de færreste, der forbinder håndværk, arkitektur og bæredygtige byggerier med blockchain-teknologi. Men nu skal det undersøges, om den nye teknologi kan være med til at gøre byggeriet mere effektivt. Det skal ske gennem det nye projekt ’Byggeriets Blockchains’, der udspringer af Industriens Fonds særlige fokus på netop blockchain-teknologien.

Brugen af ny teknologi kan gavne virksomheders konkurrenceevne. Men det kræver, at man bruger den på en god måde i de rette sammenhænge. Blockchain-teknologien spås at få stor betydning både herhjemme og globalt, og derfor stiller fonden skarpt på netop dén teknologi – blandt andet for at få skabt nogle konkrete erfaringer og use cases, som flere kan lære af,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond.

Blockchain er en teknologi, der stormer frem. I praksis kan man bruge blockchain til at lagre og dele data med høj sikkerhed mellem deltagere i et netværk. Det kan komme byggeriet til gavn.

Byggebranchen kæmper i dag med meget høje risici, en relativ lav produktivitet og en meget lav grad af digitalisering. Samarbejdet mellem flere forskellige faggrupper, komplicerede kontrakter og ofte uklare snitflader forringer effektiviteten. Det er de problemer, som blockchain muligvis kan være med til at løse,” siger branchedirektør i DI Byg, Elly Kjems Hove.

Det nye projekt bliver støttet med i alt 6,6 mio. kroner fra Industriens Fond. Det er en investering, som partnerne forventer vil komme hjem mange gange på længere sigt.

Vi har store forventninger til, at blockchain-teknologi kan sikre bedre data og processer, klarere aftaler og overleveringer og dermed forbedre samarbejdet i branchen. Hvis det lykkes, vil teknologien kunne forbedre branchens effektivitet markant,” siger Niels Falk, adm. direktør i HD Lab, der sammen med en række førende aktører, heriblandt IBM, Züblin, NIRAS og Smith Innovation, er en del af projektteamet.

I løbet af projektet vil forskellige blockchain-løsninger blive afprøvet.  Den proces skal være med til at vise, hvor og hvordan blockchain kan skabe værdi i byggeriet. I samarbejde med virksomhederne afprøves i alt otte konkrete løsninger. Erfaringerne vil senere blive delt bredt i branchen.

Tættere samarbejde på tværs af byggeriets værdikæde er nøglen til øget produktivitet og reduceret spild. Blockchain er en spændende teknologi, der kan understøtte mere effektive processer, og det vil vi gerne bidrage til,” siger Hugo Dorph fra Solar, som er en af virksomhederne i projektet.

Læs mere

Der kan læses mere om det nye projekt her på Industriens Fonds hjemmeside.

Temaindkaldelse

Projektet udspringer af en temaindkaldelse som Industriens Fond søsatte i 2018. Læs mere om den og tidligere temaindkaldelser her.

KONTAKT

Yderligere information om det nye projekt kan fås ved at kontakte Industriens Fonds sekretariat:

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk