World Robot Olympiad 2016

World Robot Olympiad er en international konkurrence for unge mellem 16 og 25 år. Konstruktion og programmering af robotter er omdrejningspunktet.

Danske virksomheder mangler kompetente dataloger, ingeniører og teknisk naturvidenskabeligt uddannede personer. Denne udfordring ønsker projektet at imødekomme ved at inspirere flere unge til at vælge en uddannelse inden for teknik og naturvidenskab og dermed øge uddannelsesinstitutionernes rekrutteringsgrundlag til disse uddannelser.

Projektet havde derfor til formål at afholde World Robot Olympiad 2016 i Danmark for at få danske finalister med i den internationale finale. Projektets primære målgruppe var lærere og elever på landets ungdomsuddannelser. Gennem arbejdet med at bygge og programmere robotter opbygger eleverne kompetencer inden for innovation, kreativitet og problemløsning – og det gøres på en sjov, konkret og inspirerende måde.
 

METODE

Konkurrencen bestod helt overordnet af fire kategorier, som deltagerne skulle løse. Alle de deltagende elever inddeles i mindre hold:

  • Regular:
    Robotten skal løse en bunden opgave på tid. Holdet, og den tilhørende robot, får point efter faste regler. 

  • Open:
    En opgave, der er mere bred og projektorienteret. Deltagerne skal konstruere robotter inden for årets tema, lave en præsentation af løsningen mundtligt, en udstilling af robotten og en plakat. Alt sammen på engelsk. Det er ikke nok at finde en kreativ løsning, eleverne skal også demonstrere, at de kan føre den ud i livet. Temaet for World Robot Olympiad 2016 er ”Robots for Reducing, Managing and Recycling Waste”. 

  • College-challenge:
    I denne kategori skal deltagerne bygge en robot, der kan spille bowling – og som gerne må være rigtig god til det.

  • Ekstra: Sumobrydning:
    I den danske konkurrence er der tilføjet en ekstrakategori, hvor to robotter skal forsøge at skubbe hinanden ud af en ring – ligesom i almindelig sumobrydning. Denne kategori har dog ingen relation til den Internationale finale.

I alle konkurrencerne drejede det sig for deltagerne om at løse en problemstilling i et team. Opgaverne kan ikke løses, uden at der bringes en lang række kompetencer som teknisk kunnen, problemforståelse, innovation, kreativitet, præsentationsteknik og samarbejde i anvendelse. Konkurrencen var åben for alle interesserede mellem 16 og 25 år.

Fra marts til oktober 2016 gennemførte projektet desuden en række inspirations- og træningsaktiviteter for interesserede deltagere og undervisere på ungdomsuddannelserne.

Den 1. oktober 2016 blev den danske finale afholdt i IT-byen i den nordlige del af Aarhus. De tre vindende hold skulle efterfølgende repræsentere Danmark ved den internationale finale, der fandt sted i New Delhi mellem den 25. og den 27. november 2016.
 

EFFEKT

Det er ellevte gang, at der afholdes danske finaler – og hvert eneste år sendes dygtige unge ud i verden for at repræsentere de danske farver ved de internationale finaler. På verdensplan deltog mere end 50 lande med ca. 25.000 hold i WRO. De danske hold klarede sig generelt godt internationalt, hvilket tyder på, at Danmark hører til i førerfeltet, når det gælder om at udklække talenter inden for teknologi, design og naturvidenskab. 

 

 

OM PROJEKTET

Projektnavn: 
World Robot Olympiad 2016

Projektejer: 
eSkills.dk og Aarhus Universitet

Tid:
2016

Støttet med: 
50.000 kroner

Hjemmeside:
www.wrodenmark.dk

Olympiaden

Den store internationale finale afholdes i Indien. Det kan der læses mere om her.

AFSLUTTENDE RAPPORT

Projektet er afsluttet, og erfaringer og resultater er samlet i en afsluttende rapport. Rapporten kan læses nedenfor.
 
World Robot Olympiad 2016 Industriens Fond Projekt
 

KONTAKT

Projektansvarlig:
Søren Poulsen
Chefkonsulent
Telefon: 87 15 61 31 
Mail: poulsen@cs.au.dk

Projektansvarlig Industriens Fond:
Kira Weis Klinke
Projektkoordinator
Telefon: 33 37 62 07
Mail: kwk@industriensfond.dk