FabLab-rapport fremlægger nye resultater

01.05.2017

Brugen af nye produktionsteknologier i undervisningen viser sig blandt andet at motivere eleverne.

I projektet Fablab @ School har en række folkeskoler benyttet moderne produktionsteknologier og designprocesser til at undervise eleverne, blandt andet gennem 3D-print, laser cutting, samt programmering af robotter og software.

Projektet er med støtte fra Industriens Fond blevet eksekveret af Aarhus Universitet i samarbejde med blandt andet Stanford University. I kølvandet på projektets afsluttende konference i slutningen af april, er der blevet udgivet en rapport, hvor brugen af de nye undervisningsmetoder og -værktøjer analyseres.
 

Ny Rapport

Resultaterne af analysen, der er foretaget blandt 449 skoleelever i aldersgruppen 11-15 år, er nu blevet samlet i en rapport, der blandt andet kigger på de unges konkrete forståelse af og kompetencer inden for de nye produktionsteknologier, men som derudover også ser på den nye undervisningsforms påvirkning af elevernes motivation i skolen, lærernes indflydelse, samt elevernes generelle forståelse for designprocesser.

Rapporten, som bærer titlen ”Digital Technology and Design Processes 2”, kan læses på projekthjemmesiden her på Industriens Fonds hjemmeside. Det samme gør sig gældende for forgængeren, ”Digital Technology and Design Processes 1”, der også beskæftiger sig med elevers respons på ovennævnte temaer.

På projektethjemmesiden findes desuden en lille håndfuld videoer, der giver et indblik i nogle af de aktiviteter, som projektet har gennemført på forskellige skoler.

Projektet

Sammen med blandt andre Aarhus Universitet og Stanford University er nye undervisningsmetoder blevet testet i den danske folkeskole. Læs mere om projektet og resultaterne via linket nedenfor.

Rapporten

Læs den nye rapport her. Både den foregående rapport, samt en række videoer er tilgængelige på projektets hjemmeside.